Skal jeg bruge en elevationsseng?
Det helt særlige ved en elevationsseng er selve løftefunktionen. Ser man bort fra det bevægelige i sengen, vil den minde meget om en kontinentalseng på mange punkter, så det du skal tage stilling til er, om du har brug for eller bare lyst til elevationsdelen i sengen.
Hvis du overvejer at købe en elevationsseng for første gang, er der flere ting at overveje. Du kan dog hjælpe dig selv ved at kigge på nogle af de situationer, hvor det er mest oplagt at kunne løfte hovedenden af sengen. På den måde kan du bedre vurdere, om elevation eventuelt kunne være noget for dig.
Komfort – for nogle en nødvendighed
En af de store klassikere, når det kommer til elevationssenge, er afslapningen i sengen. Det er ikke i forhold til søvn, men det er snarere de timer, du bruger vågen i sengen på at slappe af.
Mange ynder at ligge og læse eller se tv i sengen, og her kan det være rart at kunne løfte hovedenden. Ved at løfte hovedenden og ikke bare tage nogle puder i ryggen, kan man ligge meget mere stabilt og ergonomisk, end det ofte er muligt ellers.
Og så får man selvfølgelig den unikke Dunlopillo-komfort fra vores madrasser og topmadrasser med vores elevationssenge, som man ikke ville, hvis man byggede et ryglæn op af puder og dyner.
For nogle er det reelt en nødvendighed at kunne løfte hovedenden eller fodenden. Eksempelvis vil nogle med rygskader have bedst af at sove med hovedet lidt løftet, for at vægten fordeles på en mere hensigtsmæssig måde.
Nedsat mobilitet
Der kan være mange grunde til, at man har nedsat mobilitet. Det er ofte ældre, der ikke længere kan det samme, som de kunne før, men der kan også være uheld eller bare medfødte egenskaber, som betyder, at man har nedsat mobilitet. Her er en elevationsseng en stor hjælp for mange.
Uanset om det er permanent eller for en periode, at ens mobilitet er nedsat, kan en elevationsseng hjælpe med at finde den optimale position at ligge i. Nogle rygpatienter har eksempelvis af sundhedspersonale fået besked på, at de skal sove med hovedet eller ben løftet. Det er lettest at opnå med en elevationsseng.
Ligesom i forrige afsnit opretholder man også komforten fra madras og topmadras, når det er elevationsfunktionen i sengen, der løfter hoved og overkrop, som man ikke gør med dyner og puder. Særligt for dem, der skal sove sådan, er komforten og den rette støtte til ryggen meget vigtig.
Med en elevationsseng kan det også blive lettere at komme ud af sengen. Særligt hvis ens ryg ikke er i topform, kan det være udfordrende at komme op og ud af sengen, men med en elevationsseng bliver det lettere.
Elevation eller box elevation?
Elevationssenge fås både som kontinentalsenge og boxmadrasser. Det vil sige, en elevationsseng kan være delt op i flere madrasser eller som en mere samlet konstruktion med de fordele, der nu følger med de to sengetyper.
Forskellen er, om elevationsmekanismen er bygget sammen med madrassen, eller om den ligger nede under madrassen. Er elevationen bygget sammen med madrassen, kan de to elementer ikke glide fra hinanden, hvis man ligger uroligt om natten eller ligger skævt under løftet af hovedenden.
Er de to elementer ikke bygget sammen, er der mulighed for at skifte madrassen uden at skifte hele sengen. Hvis man en dag vil have en anden hårdhed, eller det bare er tid til at skifte madras, er det altså muligt her, men ikke hvis madras og løftemekanisme er bygget sammen.
Derudover er der selvfølgelig det visuelle, som er lidt forskelligt på de to typer. Box elevation har typisk en tyndere bund eller ramme og så en tykkere madrasdel, hvor løftemekanismen er bygget ind. Den klassiske elevationsseng har en bund og en madras, som er mere ens i størrelsen. Langt de fleste vil lægge en topmadras på sengen, uanset om løftemekanismen er indbygget eller ej.